Overfladebehandling af vandrette arealer som f. eks. træterrasser kræver særlige forholdsregler.
Nedbøren bliver liggende på en vandret overflade i relativ længere tid inden fordampning og samtidig udsættes en træterrasse for et ofte meget uensartet slid.
Dette slid afhænger f.eks. af ”trafikken” (færdselsmønstre / valg af fodtøj etc.) ligesom en delvis overdækning at arealet også vil resultere i en uensartet påvirkning af det samlede terrasseareal.
Dækkende træbeskyttelser er uegnede til behandling af udsatte vandrette overflader og vil typisk resultere i afskalninger.
Ved anvendelse af transparente (laserende) træbeskyttelser og træolier, er det af afgørende betydning, at disse påføres i særdeles tynde lag. Således ”opbygges” der ikke en overfladefilm, der kan resultere i afskalninger på samme måde som en dækkende træbeskyttelse.
Da der ved tynde lag påføres relativt færre farvepigmenter til overfladen, vil beskyttelsen imod den nedbrydende virkning fra solens UV-stråler derfor også aftage tilsvarende. Der må således påregnes hyppige genbehandlinger hvis den ”naturlige” gråning af træoverfladen skal modvirkes.
Hvis en naturlig gråning af træterrassen kan accepteres vil en hyppig behandling med en grundingsolie ofte være den løsning som efterlader overfladen mest ”ensartet” trods et uensartet slid.